Fredag, den 7. marts
Kl. 22.24 præcis ankom Else med Arriva-toget fra Thisted, og Loni fra SMK hjalp med afhentningen på Slagelse Hovedbanegård. Efterfølgende kunne vi lige nå en hurtig kop mokka og en nybagt småkage på 2. sal, inden Smedebussen og den grønne Mercedes samlede os op.
Lørdag, den 8. marts
Ved middagstid næste dag ankom vi til Lillehammer Kjøpesenter fulde af forventninger, men vi piger fik fejlagtigt indgået en aftale lydende på blot ½ times handel.
Det sneede, og chaufførerne ville gerne have overstået de sidste par kilometer. På en eller anden forunderlig måde lykkedes det, at få karavanen samlet på vej op af fjeldet, og ved 14 tiden svingede alle 4 biler ind til i Gausdal Fjeldlandsby.
Gitte fik hurtigt udleveret nøglerne, og spændingen var stor, eftersom vi jo skulle have tilbragt uge 11, 2003 i Austlied. Med et par dages varsel og efter en del telefonsamtaler med Per Gynt Rejser måtte vi til sidst overlade vore hytter til det norske skiskydningslandshold, der havde brug for træning i Austlied.
Dog fik vi 2 lejligheder, som næsten lå ved siden af hinanden. Gitte og Pedersen bød velkommen med en omgang Kaiserbier – det gjorde lykke, og alpehumlen blev nydt sammen med div. madpakkerester.
Nogle få entusiaster var ude for at afprøve langrendsskiene, mens andre møblerede om, så alle kunne få en plads omkring det store spisebord i fælleshytten.
Else, Loni og undertegnede blev indlogeret på tøsekammeret i hytte 219, hvor den stod på både godnatvitser og pruttelyde. Der er ikke meget plads på det værelse, så vi brugte en stor del af huset som garderobe, men det fungerede BRA.
Kjeld indrettede sin Skibar i køkkenet, og herfra blev der kreeret flotte drinks i løbet af ugen.
Søndag, den 9. marts
Kl. 8.00 var der morgenmad og snakken gik mht. hvor de første ture skulle gå hen. Grete, Line, Nanna, og Inge Lise udforskede den Røde og Gule. Det var tåget og resten af flokken blev enige om at gå ud af den Lille Sorte.
Det viste sig snart, at Per og Loni kunne løbe på den hedengangne langrendsrutine fra 90’erne. Møller vred sit dårlige knæ og gik meget forsigtigt.
Else lagde ud med 3 sjove styrt og skulle lige muntres lidt op, før selvtilliden kom på plads. Pedersen og jeg fulgte hende pænt ned af de hyggelige bakker. Inden vi så os om, var små 10 km blevet tilbagelagt og den første termokande med ægte norsk solbærtoddy forfinet med en lille sjat Stroh fra Østrig var blevet tømt.
Mandag, den 10. marts
Mandag var der ikke mange minusgrader, og det var stadigvæk tåget, så vi smurte skiene det bedste vi havde lært, men lige meget hjalp det – der var nemlig dømt bagglid med det samme.
Kjeld, Loni, Else og jeg listede ud af den Gule, og det var et skridt frem og mindst to tilbage ledsaget af en hel del jamrende lyde fra mig. Efter lidt tid begyndte den Blå Extra at virke og humøret steg.
Der var ikke kørt mange løjper op, men vi kunne ikke dy os og trådte selv et par kilometer spor på den Lille Sorte Forbindelsesløjpe til Austlied. Det var en herlig oplevelse – den nyfaldne sne hang tungt på de flotte grantræer, og da solen endelig besluttede sig for at komme ud af sit skjul, var det ikke spor svært at nyde den dejlige natur.
Under morgengymnastikken var jeg fast solbærtoddyfabrikant og havde været så venlig også at fylde Kjelds kande med toddy, men AK han snuppede Gittes Jägertee. Det gav lidt rynker i panden under indtagningen af madpakken i Austlied, men vi smider ikke noget ud – især ikke noget med procenter, oplyste Loni.
Vore alpinister Tommy, Lis og Per tog de første sving på alpinbakken, mens Henrik, Gitte, og Pedersen gik op for at se løjpemeldinger ved alpincentret. Officielt løber Gitte ikke på ski, når der er brug for klister, og hun valgte da også at vende om på stedet.
Henrik og Pedersen er holdets klistereksperter, og de nåede sørme rundt om den Store Blå – flot klaret !
Møller holdt hvile-dag pga. sit ømme knæ og fik dermed lejlighed til at opleve Gittes happening til frokost. Hjemme i fælleshytten lykkedes det hende nemlig at servere Kjelds norske toddy som østrigsk Jägertee til en flok garvede alpinister. Det er faktisk lidt af en præstationen, som helt bestemt vil gå over i skihistorien.
Tirsdag, den 11. marts
Tirsdag vågnede vi op til gode frostgrader, solskin og langrendsfolket var derfor fulde af planer.
Alpinisterne nød Skeikampens pister på henholdsvis carving ski og snow blades.
Pedersen gik på tur med pigerne dvs. Gitte, Loni, Inge Lise og mig rundt om Skeikampen ad den Orange. Vi tog den med uret og ud af den Brune – en meget flot tur rundt om søen med nogle spændende nedkørsler. Det var en sej tur op ad bakke de første par timer, og der blev svedt tran – det var lige før, at vi kunne have gået i korte bukser, så pandebånd og vanter blev hurtigt pakket væk. Der blev drukket en del vand, men Loni nægtede at opgive sin fine lyseblå huehat.
Møller og Kjeld tog en skånerute til testning af henholdsvis knæ og en voksende vabel. Nanna, Line og Henrik checkede de mere lokale løjper. Grete var meget glad for det korte og relativt flade stykke på den Røde rute, og hun løb gerne sin tur et par gange om dagen.
Aftensmaden var ekstra festlig tirsdag aften, hvor Else og Kjeld havde pyntet bordet med flag og serverede ”indiske okser”. De havde også ”digtet” en sang til lejligheden– den var på jysk og egentlig til John 60 i daw.
Inden opvasken satte Kjeld en lille selskabsleg i gang – ja rigtigt den med – a har worn på marked i daw, og i stuen kunne man høre flere ubestemmelige dialekter.
Nu var stemningen jo lagt, og midt i kaffen lød der pludselig orientalske toner fra musikanlægget, og ind af døren kom et par mavedanserinder i flotte kostumer. Pedersen var frisk og bestod optagelsesprøven på Elses mavedanserkursus med bravur – der var ikke et øje tørt i hele Gausdal.
Onsdag, den 12. marts
Onsdag kom det længe varslede blæsevejr, som Kjeld havde talt om, lige siden vi kørte hjemmefra. Det var koldt, og bestemt ingen nydelse at stå på ski, så flere blev hjemme.
Pedersen, Møller, Kjeld, Per og jeg kunne sagtens nøjes med at tage den Lille Blå direkte over til varmestuen. Pedersen og Per havde gode ben og gik rundt om søen, mens Møller og Kjeld gik direkte på toddybar. Jeg inspicerede den fine legeplads i Austlied, hvor det egentlig var planen at afvikle nogle stafetlege for evt. legesyge skiløbere.
På grund af den væmmelige blæst besluttede arrangøren at flytte arrangementet hjem på fælleshyttens terrasse, hvor Line efterhånden havde fået bugt med den værste sne. Hun var meget glad for den lille røde plastikskovl.
Kjeld tog den Røde hjem for at stoppe stafetdeltagerne, mens resten af toddybanden tog det stille og roligt hjem af den Gule. Kl. 15.00 blev der sat 2 meget lige hold, og en ½ times tid gik med anderledes stafetdiscipliner så som slalom, tip en 13’er, skiskydning, curling og jagtstart. Det hele kulminerede med ristning af pølser og brød på den medbragte engangsgrill.
Om aftenen blev der hygget, fortalt historier, spillet Sorteper, lagt dej til brusebadsboller, drukket kaffe, byttet løgnehistorier og spillet Røvhul. Det er et sjovt kortspil, hvor man enten kan gå i seng som præsident, vice-præsident, prut, siver, hæmoride eller røvhul. Somme tider var der 2 turneringer i gang ved langbordet, og det kom der megen morskab ud af.
Torsdag, den 13. marts
Torsdag artede vejret sig atter, og alle dem der kunne begav sig op mod højfjeldet.
Lis og Tommy var på alpinbakken om formiddagen. Over middag underholdt Line Tommy eller også var det omvendt. Lis løb også langrend og gik somme tider en lille tur sammen med Grete, Inge Lise og Nanna.
Gitte ville gerne en tur til Fagerhøj og Henrik fulgte trop. Kjeld, Møller, Pedersen og Per gik ad den smukke Violette højfjeldsrute, mens Loni, Else og jeg blot ville rundt om den Store Blå. Else er endnu ikke helt klar til højfjeldet og de lystige nedkørsler, men hun nød den Store Blå, som lugter lidt af højfjeld, inden man drejer om i nabodalen, der ender ovre i Austlied.
Det var en vidunderlig højfjeldsdag, og alle havde nogle pragtfulde ture – jo næserne blev røde og appetitten var temmelig stor om aftenen.
Der var en fin stemning sidst på eftermiddagen – især når Jeppesen bød alle os andre på sin importerede Jägertee. Hun blev ved med at sige: ”Det smager altså godt”. Selvom det er noget sødt ekstraktvand – ja så blev stemningen god, lige som den plejer allerede efter den første omgang.
Den opløftede stemning blev udnyttet ”groft” til skrivning af fælleshilsener, og det blev vist nogle kryptiske postkort. Vi formåede dog at holde i tide, så alle nåede over i fælleshytten til aftensmaden.
Fredag, den 14. marts
Fredag, var der altergang hos Pastor Pedersen på Olstadrunden. Det er en dejlig tur, men solen skinnede og temperaturen var stigende. Tilmed var det iset, og lige midt i et sving måtte Pastoren ned for at kysse sneen – så blev vi jo nødt til at udnævne ham til Pave.
Halvvejs på ruten er der det fineste løjpeskilt inkl. termometer og en bred kant for oven. Herfra kan der med lidt snilde sagtens afvikles altergang.
Kordegnevikarassistent Møller havde i al hemmelighed smuglet resterne af Fernet Branca flasken ned i sin rygsæk under madpakkesmøringen. Flasken var kamufleret med avispapir, så de arme altergængere viste ikke, hvad der ventede dem.
Pave Pedersen havde i dagens anledning lånt en fjeldpavekåbe, og stod der midt på løjpen i fuld ornat inkl. kalot. Med al den sne måtte Paven simpelt hen være i sort, ellers var Hans Højhed jo bare blevet forvekslet med en lille hvid fjeldkanin.
Da vi andre ankom til alteret, var de 2 godt i gang med forberedelserne. Altervin blev skænket op i de små medbragte glas og Møllers Marabou udgjorde det for alterbrød. Altergangen forløb højtideligt med en lille bøn og første vers i salme 777 (Vi ska’ ud at stå på ski).
Det var 10 meget festlige minutter, men så kom straffen – bagglid hele vejen til Austlied – vi gør det aldrig mere !!! Else kapitulerede og tog skiene under armen det meste af vejen. Hun tabte helt mælet under det anstrengende tilbagetog, men rykkede godt derud af, og andre fulgte hendes eksempel, når det blev for anstrengende at gå sildeben.
Guleroden var en kop gratis varm kakao i Austlied, som Gitte syntes, at Austlied Hyttecenter burde sponsere, når vi ikke kunne få lov til at residere der ovre. Missionen lykkedes, og vi nød kakaoen.
De fleste havde fået nok og gik direkte hjem af Gretes Røde rute, mens et par enkelte havde energi nok til den Gule. Hjemme blev der hygget og berettet om den særprægede altergang på fjeldet.
Dagen sluttede med en velsmagende festmenu og lidt senere sammenpakning af lejren efter en herlig uge på højfjeldet i Gausdal.