I 1992 drog jeg med nattoget til Achen i Tyskland for at samle en kommende kollega op. Han hed Timo, og havde været i 2 måneders praktik på min daværende arbejdsplads.
Han havde fortalt om sine barndomsferier sammen med sine forældre i de østrigske Alper. De yndede at tage på vandring i Zillertal fra hytte til hytte.
Vi landede en tidlig morgen med det lille lokale tog i Mayrhofen langt inde i Zillertal. Her blev teltet slået op, og vi begyndte at overveje vandremulighederne i nærområdet.
Vi startede med et par dagsture, som startede ud fra campingpladsen og endte samme sted sidst på dagen. Det var en god måde at få testet formen af, inden vi for alvor drog op i det højalpine område af Zillertal.
Efter et par dage var vi klar til en 3 dages tur fra hytte til hytte. Vi hoppede på Alpebussen tidligt om morgenen for at nå op til startstedet. Vandrestøvlerne/løbeskoene blev strammet, rygsækken taget på nakken og så begyndte vi på den første dagsmarch op til en relativ primitiv overnatningshytte, hvor alle sov på store sovesale. Der blev snorket igennem, men man kan klare meget ”støj” med et godt sovehjerte.
Vi ankom sidst på eftermiddagen og “parkerede” støvler/sko på hylder i et lille rum ved indgangen. Der stod mange flotte og funktionelle vandrestøvler og så mine løbesko.
På den tur, som var min første rigtige vandretur, lærte jeg om vigtigheden af at gå med gode støvler, der støtter især anklerne, når man vandrer rundt på udfordrende stier i Alperne.
Der var en helt særlig stemning i de højalpine hytter. Den kunne minde lidt om livet i skihytterne om vinteren, hvor man også mødes med mange forskellige skiløbere i hytterne for at blive bespist og få lidt varmt at drikke.
På dag 2 vandrede vi en rigtig lang tur, da vi skulle over et pas for at komme over i den næste dal. Vi havde selv lidt proviant med, som blev nydt i det smukke alpelandskab midt på dagen.
Den næste overnatning foregik i lidt finere rammer, da man havde mulighed for at få sit eget værelse. Det var som at træde ind i en tidslomme fra mine bedsteforældres tid. Der stod en gammel hyggelig seng i bondestil og en servante inkl. kande og stort fad.
Hytten hed Berliner Hütte, og den var meget flot indrettet – her var knap så primitivt, som i den første hytte. Det var en stor oplevelse at få lov til at tilbringe en hyggelig aften i denne hytte og sove i en hyggelig bondeseng.
Den sidste vandredag vor også lang, og vi skulle have lidt fart på for at nå den sidste afgang med Alpebussen, som bragte os ned til Mayrhofen.
Denne første vandreferie blev starten på en lang række af spændende vandreture rundt omkring i den store verden.