OM – lidt om redaktøren

Mit navn er Bente Møller, og jeg er lidt af en sprognørd. Jeg er uddannet korrespondent i jysk og fynsk – nå nej tysk og engelsk fra Handelshøjskolecentret i Slagelse i 1989. I skole-/studietiden var det ikke en passion at skrive og formulere tekster, men det blev det efter min første eventyrlige rejse til Nepal i 1994.

Der var en gang en ung og nysgerrig kvinde, som snørede de store vandrestøvler, pakkede rygsækken og drog på en 4 uger lang trekkingtur i Nepal. Det var i 1994, og eventyrrejsen var arrangeret af TOPAS GLOBETROTTER KLUB, som stod for alt. Det var en let, tryg og berigende måde at erobre den store verden på. I dag kalder de sig bare TOPAS, og udbyder mange ture både til lands og til vands.

Der mødte jeg mange hyggelige og dejlige rejsekammerater. Den ene var en gæv jyde, og han var på rejse med sin kommende kone. Han havde altid sit avancerede kamera inden for rækkevidde, han var eminent til at indfange de mange smukke og unikke motiver, som mødte os på turen rundt om Annapurna bjergmassivet. Han havde også en helt særlig evne til at komme tæt på de lokale, vinde deres tillid og komme derfra med fantastiske fotos af mennesker i aktion.

Jeg var afsted med et meget simpelt kamera, men lod mig inspirere af min rejsekammerats måde at “jagte” motiver på, og han var min fotografiske og menneskelige mentor på flere fælles vandreture ude i den store verden.

Redaktør: Bente Møller