I 1991 tog jeg med Wenche, Hanne og Henrik på påsketur til Vauldalen i nærheden af Røros, som ligger langt oppe i Norge nærmere bestemt der, hvor Norge bliver smallere.
Det blev en tur, som jeg aldrig glemmer, da Henriks utømmelige humoristiske sans uløste så meget latter, at vi i løbet af nogle få dage fik ømme mavemuskler af at grine. Jeg havde været alpin skiløber et par år og tog kun med på påsketur, som ville blive en langsrendsferie, da der var en lille alpinbakke i området. Jeg tænkte naivt, at der også ville blive tid til at trække i alpinskitøjet og nyde det at løbe ned ad bakke.
Det viste sig hurtigt, at jeg havde lidt talent for denne nye skiløbsform. Noget af balancen og alt modet fra alpinbakkerne kunne med lethed overføres til “tyndskinene”.
Jeg var vist nok med til at skrive lokal skihistorie på denne påsketur, da jeg i slutningen af ugen var med til at bestige en høj fjeldtop som den første danske gæst i Vauldalen. Påskelørdag drog hele “hytten” til bal i forsamlingshuset, hvor det ret hurtigt gik op for mig, at min bedrift havde gjort indtryk på folk i dalen.
Til forsamlingshusballet blev jeg bekendt med den norske måde at fejre på. De drak en hulens masse halve kopper kaffe. Kopperne blev kun fyldt halvt op i kaffebaren, da de godt vidste, at der skulle være plads til lidt hjemmebrændt snaps fra inderlommen eller håndtasken. De norske gutter var glade for snus, og det kunne ses, når de smilede.