Pulstræning og Tapas i Picos de Europa i 2012
I flere år havde jeg ønsket at komme på en vandretur i Europa, hvor man gik fra hytte til hytte uden at skulle bære på alt bagagen. Topas lokkede i slutningen af februar med 6 dages udfordrende vandring blandt spidse, lysegrå kalkstensbjerge i Nordspaniens smukke bjergkæde Picos de Europa.
Bjergkæden strækker sig gennem 3 nordspanske provinser nemlig Asturias, Leon og Cantabria. De 2 første er ret små, og vender ud mod Biscay-bugten og Atlanterhavets blå vand. Cantabria er noget større, og binder bjergene sammen med resten af Spanien.
Bjergene er ikke specielt høje – en af de højeste toppe i det vestlige massiv, Pena Santa de Castilla, rager 2.596 m op mod himlen. Den havde et par ditto nabobjerge, og dem gik vi lige rundt om.
Gruppen bestod hovedsageligt af garvede Topas-vandrer, og jeg blev meget ydmyg, da jeg så deres veltrænede ben og overarme i Kastrup lufthavn, men man kan klare meget med regelmæssig løbetræning og så selvfølgelig en smule god gammeldags stædighed.
Allerede på dag 2 blev holdet testet på høj puls og udholdenhed, som resulterede i nogle – helt uden for kategori – ØMME lår- og lægmuskler. Vi gik blot 600 højdemeter op og ”sølle” 1600 højdemeter ned.
Tungen blev holdt lige i munden på den lange og stejle nedstigning gennem kløften Canal de Mesones. Her gik det for alvor op for de 8 sjællændere, en enkelt fynbo og de 6 mere eller mindre seje jyder, at hytte til hytte turen i Picos de Europa er en udfordrende og yderst fysisk krævende vandretur. Ømheden var fuldstændig intakt – også på femtedagen.
Til gengæld blev vi rigeligt belønnet med smukke bjergmassiver, fine sæterhytter med de karakteristiske røde tage, masser af velsmagende spansk mad og mange køer og heste med klokker på, der overhovedet ikke lod sig forstyrre af en flok seje Topas-vandrer. I løbet af ugen mødte vi også et par enkelte salamandere samt en masse geder, får, gåsegribbe og gemser på vores vandretur.
Nætterne tilbragte vi i refugier oppe i bjergene eller på små hoteller i bjerglandsbyerne. Her blev vi altid mødt med bredde smil og store armbevægelser – jo spanierne taler med hele kroppen.
Vi blev ofte budt på Tapas og velsmagende spanske retter med vin. Det var min første vandreferie i Spanien, og jeg fik hurtigt lært, at enhver aftenmenu starter med Tapas bestående af f.eks. brød, gode skiver pølse og alt for meget ”skummelost”
Som bonus afsluttede vi det nordspanske eventyr med en overnatning i Baskerlandets dynamiske og spændende hovedstad Bilbao – hjemsted for velsmagende Tapas og det arkitektoniske og storslåede Guggenheim Museum. Det er et spændende bygningsværk, som jeg nøjedes med at gå hele vejen rundt om.
En hel del af Bilbaos højhuse er forsynet med kreativt udformede balkoner, som præger bybilledet i stor grad. Bilbao er en farverig by i bogstavelig forstand, og den er bestemt et besøg værd.
Det var en rigtig skøn ferie, og det er ikke sidste gang, at jeg har været på vandring i det nordlige Spanien.
Hasta luego Bente Møller