”Bakketræning” i Østafrika
I januar 2010 var der landsindsamling til fordel for Haiti, hvor mange øboer på ganske kort tid blev gjort hjemløse pga. det voldsomme jordskælv. I den forbindelse havde Topas doneret en rejse til præmiepuljen.
Turen gik til Tanzania fra midt i juli 2010 og 3 uger frem. Man havde mulighed for at bestige verdens højeste fritstående bjerg Kilimanjaro, komme på safari på Serengeti-sletten og snorkle i det Indiske Ocean ved Zanzibar.
Jeg havde aldrig budt på auktion, men det blev der lavet om på det år. Interessen for at byde på www.lauritz.com var ringe, og det var ikke særligt svært at få lov til at afgive det sidste bud. Det bedste ved hele historien var, at jeg fik rejsen 25% under den normale pris. Når man nu en gang er udstyret med gode købmandsgener, kan man ikke lade sådan en fordelagtig handel gå ens næse forbi.
Bestigningen startede i 1800 moh med en gåtur på små 5 timer op gennem den fugtige regnskov. Her så man små fine blomster i hvide, gule og orange nuancer. Der var også mange bregner og fint mos.
Vi havde tørvejr på hele vandreturen, men måtte til gengæld udholde Kilimanjaros støv, lige så snart regnskoven lå under os. Jo længere man kom op i højden, jo mindre vegetation var der at kigge på, og jo mere støvede det. Der var støv her og der og alle vegne – selv inde i sportstasken, som ellers var pakket ned i en solid plasticsæk.
Det var en luksusvandretur, hvor vi kun bar på en mindre rygsæk. Vi var en del af en større delegation bestående af ca. 50 portere, 2 guider og et par kokke. Der var et spisetelt, spisebord og klapstole inkl. ryglæn med på turen. Tænk – at porterne slæber alt det grej op og ned hver uge!
En normal vandredag startede kl. 07.00 med rensning af 70 l. drikkevand. Alle turister tog en tørn med vandrensningspumperne. Morgenmaden bestod af kaffe, te, toast, peanutbutter, smør, frisk frugt og røde Tanzania-pølser, som blev mindre og mindre dag for dag. Til sidst blev de blot snittet i tynde skiver og stegt sammen med æggene.
Senere på dagen blev vi forkælet med lækre supper, ditto grøntsagsgryderetter, kartofler/ris/pasta og kager. Det var dejligt med frisk frugt, og der blev spist mange vandmeloner, appelsiner samt velsmagende små bananer. Frugten smagte især godt i sidste camp, hvor der ikke var stor appetit.
Der var afgang kl. 08.00 med hjælpeguiden Mohammed forrest og hele holdet som perler på en snor. Chefguiden Felix dannede gerne bagtrop, og sørgede for at alle kom med op. Efter 4 timers vandring i det smukke landskab diskede køkkenholdet op med lækker mad.
Med depoterne fyldt godt op kunne vi sagtens klare 2-4 timers vandring om eftermiddagen. Når vi kom ind i den næste lejr, havde porterne slået vores telte op og sat te/kaffe, popcorn og nødder frem i spiseteltet. Vi blev også mødt med et lille fad varmt vand, som man kunne ”bade” i.
”Kravleturen” op på toppen af Kilimanjaro gik let. Jeg fik lært at gå POLE POLE dvs. helt ekstremt langsomt lige fra starten ved Machame Gaten og hele vejen op på the rooftop of Africa.
Der blev drukket rigeligt vand ca. 3-4 l. pr. døgn, og vi arbejde ligeledes med en speciel åndedrætsteknik. Disse 3 ting er forklaringen på, at relativt mange turister med en fornuftig kondition, når op op ned af ”bakken” Kilimanjaro i løbet af kun 6 dage.
Det bliver tidligt mørkt ved Ækvator, og vi krøb i soveposerne allerede ved 20.00 tiden. Det var ikke let at sove så mange timer, men så kunne man lige opdatere dagbogen, inden pandelampen blev slukket.
Af hensyn til akklimatiseringen er det meget vigtigt at få drukket meget vand. Det er ikke muligt, at svede alt den væske ud, og det var ikke ualmindeligt at høre lynlåsene på teltene 3-4 gange hver nat.
Kongeetapen til toppen startede en onsdag kl. 23.30 efter indtagelsen af nogle kiks og en kop varm te. Pandelygterne blev fundet frem, men vi fik også lidt hjælp af en næsten fuld måne, som hang på den klare himmel det meste af turen op.
Jeg var i super god form lige indtil kl. 04.00 på topnatten, hvor vi gik i frostgrader og bælgravende mørke. De sidste 3 timer inden Stella Point var hårde. Kl. 05.00 overraskede guiderne os med en kop dampende varm te. Det er den bedste kop te, som jeg nogen sinde har fået serveret.
Da månen forsvandt fra nattehimlen, besluttede solen sig heldigvis for at titte frem, og vi kunne nyde en helt fantastisk solopgang ude i horisonten. 15 ud 16 på holdet nåede helt til toppen af Uhuru Peak (5.895 moh). De fleste var mærket af højden på den ene eller anden måde. Når man er bjergbestiger, skal man kunne udholde ubehag som hovedpine, kvalme og ben som ikke vil lystre.
Der var utrolig smukt på toppen med nogle kæmpe store gletsjere, et goldt ”månelandskab” og skyerne, der lå i en krans rundt om Kilimanjaros fod.
På safarien så vi rigtig mange vilde dyr, men manglede lige at se et næsehorn i at opnå ”The Big Five”. Til gengæld så vi et par leoparder og flere geparder. Der var masser af zebraer, gnuer, giraffer, elefanter, gazeller, vandbøfler, flodheste, løver, storke, strudse, flamingoer, pelikaner og bavianer. Safarien var sjov at opleve, men kors hvor det dog også støvede derude på Serengeti-sletten.
Den sidste uge slappede vi af på Zanzibar med 3 badedage ved det smukke Indiske Ocean. Jeg var ude at snorkle en enkelt gang, og fik et ikke så rart minde med hjem. Et søpindsvin krydsede min vej, og jeg rejste hjem fra Zanzibar med ca. 50 pigge fordelt på begge fødder og i lånte badetøfler. Kun en TÅBE frygter ikke søpindsvinet! Næste gang har jeg helt sikkert badesandaler på.
Der var stor aktivitet i farvandet rundt omkring Zanzibar med sådan nogle specielle både, som de lokale fiskere brugte. I forbindelse med snorkleturen blev vi fragtet med sådan en båd fra vores resort og hen til koralrevet. Det var skønt at nyde det fine natursceneri fra vandsiden.
En af dagene gik en lille gruppe af os Topas-turister langs med kysten, og blev belært om tidevandet. Vi havde ellers prøvet på at time tidspunktet for vores vandretur langs med stranden. Det betød, at vi blev våde til langt op over navlen. Men hvad gør det, når sol og vind i løbet af ganske kort tid sørger for, at man bliver tør igen.
Hovedstaden på Zanzibar hedder Stone Town og er også ganske interessant at besigtige. De fleste beboere nedstammer fra enten nogle portugisiske, arabiske eller indiske forfædre. Det er en meget blandet befolkning, som man møder, og der hersker en helt anden stemning end på fastlandet.
Zanzibar er også kendt for sine mange krydderier. Vi var på tur i en af de mange krydderiskove og så bl.a. hvor gurkemejen, kanelet, muskatnødderne, kakaobønnerne, citrongræsset, vaniljen og pebret gror.
Snip snap snude, så er den historie ude.
Bente Møller