Golf er en dejlig sport, som er fyldt med sjove anekdoter
Efter mange år med løb og tennis blev jeg i 2003 prøvemedlem af Korsør Golfklub. Det er en teknisk svær sport, og jeg var ved at melde mig ud mange gange, inden der i løbet af nogle sæsoner kom noget stabilitet i golfsvinget og dets udvikling.
I 2005 drog jeg til Ikast Idrætshøjskole for at deltage i et af sommerens korte golfkurser. Det var en kæmpe oplevelse, og der fik jeg for alvor sat gang i den tekniske udvikling. Jeg fulgtes med 4 skønne golfkammerater fra KG,K og vi havde en forrygende uge med en masse golf, højskolesang og socialt samvær i særklasse.
Siden hen er det blevet til mange golfunder både lokalt men også rundt omkring i Danmark. Nogle af mine favoritklubber i Jylland er Nordvestjysk GK i Klitmøller, Himmelbjerget GK, Trehøje GK og Royal Oak.
Jeg holder af baner, som har både bakker, søer og blinde huller. Det må også gerne være noget flot natur at kigge på mens man går fra hul til hul.



