Patagonien 2009
Den 13. januar 2009 og resten af måneden drog jeg ud i verden på nye eventyr med den gamle rygsæk, men iført nye dejlige Goretex vandrestøvler. Jeg var med 13 andre eventyrer og Topas Travel en tur i Patagonien. Det er den sydligste tredjedel af både Argentina og Chile.
Topas havde skruet en pioneertur sammen med ca. 9 vandredage i 2 forskellige nationalparker henholdsvis Torres del Paine i Chile og Los Glaciares i Argentina. Turen havde ikke været gennemført før, og Topas-pioneerne var en slags prøvekaniner.
En almindelig vandredag startede med morgenmad kl. 07.00 og afgang kl. 08.00. Der blev smurt store madpakker, så man ikke blev brødflov lige med det samme. Man spiser masser af hvidt brød i Patagonien, så madpakkerne var store, man går ikke så langt på ”literen” på den slags korn. Vi var nu også heldige at få lidt frugt en gang i mellem. Der drikkes pulverkaffe, men det smager nu heller ikke værst. De fleste dage var lange, så der var først vandrefyraften midt på eller sidst på eftermiddagen.
Vi camperede de fleste nætter, og der var stort set altid både en kold og en varm vandhane, når man ville i bad. VVS-manden har dog lidt at lære, da han ofte bare sætter saniteten ind i baderummet, men glemmer at fastgøre vaske og toiletter. Det blev en hel vane – lige at kontrollere, om der var noget, som ikke vaklede.
Der findes velassorterede supermarkeder i både Chile og Argentina, og vi led ingen nød mht. kolde øl og lokal rødvin. Prisen på øl var den samme som i Danmark, men rødvinen kunne fås for kr. 10,- pr. liter og op efter. Når man spiste ude, måtte man af med ca. kr. 20,- for en lokal pilsner og ca. kr. 100,- for en flaske rødvin. Prisniveauet er stort som i Danmark, dog burde man være bilist i Patagonien – man kunne få en liter oktan 95 blyfri for ca. kr. 5,-.
Vi fløj fra Kastrup via Madrid og Santiago til Punta Arenas, som er den sydligste beliggende by på det sydamerikanske kontinent. Punta Arenas er en større by, og har faktisk 100.000 indbyggere.
Nede på den sydlige halvkugle ventede ekspeditionskøretøjet Mondongo på os. Det var en lastbil, som var bygget om til en slags bus. De fleste turdeltagere sad 4 rundt om et lille bord. Under sæderne havde man et rum til opbevaring af sit habbengut. Der var ligeledes nogle bagagenet oppe under taget.
Mondongo transporterede os fra Punta Arenas og rundt til de 2 nationalparker og retur igen et par uger senere. Der var 2 bolivianske chauffører på køretøjet og en ditto kok.
Kokken hed Domingo, og var en herlig fyr. Der var 17 munde at mætte, så kokken satte pris på at få en hjælpende hånd med at skrælle og snitte dit og dat. 2 humoristiske jyske sygeplejersker og jeg meldte os til den første køkkentjans. Vi kom på boliviansk ”kokkeskole”, for Domingo fik det næsten med os, som han ville have det!
Vi lærte hurtigt at spørge Domingo, hvordan grøntsagerne skulle snittes. Vi arbejdede kun med store køkkenknive – lige meget om, der skulle skrælles eller snittes. Domingo havde selvfølgelig nogle mindre knive, men vi kunne ikke lige finde ordene på spansk. Domingo havde heldigvis en fantastisk humor og glimt i øjet, og vi fik mange herlige grin under snitteriet.
Mine spanskkundskaber er nærmest ikke eksisterende, og det ærgrede jeg mig meget over. Det ville have været en endnu større oplevelse, hvis man havde kunnet kommunikere bedre med de lokale samt vore 2 chauffører og kokken. Vores danske Topas-turleder Camilla talte heldigvis flydende spansk, og det kom os alle til gode.
Det var en lang rejse derned, og det tog næsten 3 dage, men det var de 19 timers flyvning værd. Naturen er skøn, og man møder mange spændende dyr i Sydamerika. Foruden de helt almindelige køer, heste og får så vi bl.a. Condorer, Guanaco’er (en art lama), Ibiser, verdens største spætte, strudse, grønne papegøjer, flamingoer, farvestrålende småfugle, ræve, herreløse hunde, Magellan-uglen og Magellan-pingviner.
Andesbjergene er der mere eller mindre. Der kan været et langt stykke med flad steppe/pampas med flotte grønne eller blå søer samt spredt bevoksning eller mangel på samme og helt ørkenagtig. Ganske pludseligt rejser Andesbjergene sig – lige som Alperne rejser sig lige efter München i Tyskland. I Argentina var farvepaletten noget større lige fra orange, rød, sort, hvid til flotte grønne nuancer. Jeg har altid været fascineret af sten og flotte klipper, og burde nok have gjort noget mere ved geologien!
Andesbjergene er fyldt med imponerende gletsjere og gletsjersøer, hvor der ofte flyder et par flotte isbjerge rundt. Jeg prøvede at soppe i en af gletsjersøerne, men det blev ikke til mange minutter i det kolde vand.
Den sidste dag vandrede vi iført Steigeisen og gaiteres rundt på Viedma gletsjeren. Et par lokale guider hjalp os med ”pigskoene” og tog os rundt på gletsjeren. Is er også fascinerende, og man kunne have betragtet det i timevis. Til sidst bød guiderne på en Bailey serveret med friskhakket gletsjeris.
Vejret var helt forrykt i Patagonien bl.a. pga. Stillehavet og iskapperne. Der blæser næsten altid en vældig vind. Når vi taler om, at det blæser en ½ pelikan i Danmark, så blæser der mindst ¾ pelikan i Patagonien.
Vejret skifter ofte flere gange om dagen. Når det er helt ekstremt, kan man opleve alle 4 årstider inden for et par timer. Vi gik flere gange ud i stille regnvejr, men vente altid tilbage med det gode vejr og nåede at få tørret tøjet, inden vi ankom til næste campingplads. Flere gange måtte vi smide både sokker og vandrestøvler for at forcere store vandmasser.
En af dagene i Argentina steg vandstanden ca. en ½ meter, og der måtte den lokale guide finde en alternativ rute hjem. Kun 3 nætter ud af 11 i telt var helt vindstille. Det var svært at falde til ro, når det blæste så kraftigt, men der var nu ikke nogen grund til bekymring, da de solide patagoniske teltpløkker altid formåede at holde teltene på jorden.
Når man lige ser bort fra Santiago i Chile var der intet at frygte mht. banditter og andre ”lovløse”. Jeg kunne sagtens finde på at rejse derned en anden gang på en ikke organiseret tur. Det er næsten som at rejse i Europa, og et ganske civiliseret samfund.